I går blev broløbet afviklet. Der var 10 års jubilæum for Øresundsbroen, og i den anledning blev broen lukket for trafik, så ikke færre end 30.000 løbere kunne løbe halvmarathon fra Danmark til Sverige – inkl. Niklas og jeg.

Det er Niklas jeg skal takke for at have gennemført. Det var nemlig ham, der i sidste år “venligt skubbede på” for at få mig meldt til løbet. I starten af april i år indså jeg, at det nok var ved at være tid, at begynde at træne!

Jeg løb sidst et løb i 2007, nemlig DHL stafetten. Siden den gang har jeg måske løbet i alt 10 ture med Pernille. Så grundformen var ikke eksisterende. Men det var fedt at komme igang, og jeg trænede rimeligt målrettet på at få distancerne op, mere end tiderne ned. Da jeg havde trænet i to uger løb jeg en halvmarathon for mig selv om Gentofte sø. Det gjorde jeg på 2 timer og 13 minuter. Det var dumt for mine knæ var slet ikke klar til det, og har drillet på lange distancer siden. Men jeg (be)viste for mig selv, at jeg kunne løbe en halvmarathon.

Jeg tror det var det, der gjorde at løbet i går ikke bare var noget der skulle gennemføres, men en udfordring på min tid. Jeg har tvivlet lidt på om jeg kunne gennemføre under to timer. Men lagde taktikken efter at skulle gennemføre under to timer. Der var to tricks der hjalp mig med at klare det under to timer.

Det første trick, må jeg takke Rasmus for. Han anbefalede mig, at følge pace-setterne [løbere med helium balloner med påtrykte løbetider] men løbe foran dem. Da starten gik krydsede jeg starten en par skridt bagved en 2:00 pace-setter. I tunnellen (der forøvrigt var varm og fugtig og lugtede som gammelt klamt løbetøj der er glemt i en tillukket taske i flere dage) løb jeg bag pace-setteren. Men der var trængsel i tunnellen, og jeg opdagede hurtigt, at jeg måtte løbe og skifte tempo hele tiden for at følge pace-setteren. Derfor overhalede jeg ham ved første væskedepot.

Det var fedt! Nu kunne jeg løbe mit eget tempo, og viste at hvis jeg fik problemer med at holde farten ville jeg opdage det når pace-setteren kom op til mig. Det gjorde han bare ikke :) Da vi kom op af tunellen var gns. hast. 10,8 km/t (den skulle blot være 10,55 for at gennemføre under to timer). Da jeg rundede 12 km skiltet på toppen af broen var mit snit 11,1 km/t, så jeg har accellereret op af broen. Det var også mit indtryk, for jeg overhalede sgu mange på det stykke. Da jeg løb gennem pylonerne og jeg lagde hovedet tilbage og så det fantastiske diagonalmønster med den blå sommerhimmel har jeg helt sikkert været endorfin-påvirket – på den fede måde. Fantastisk!

Det andet trick, må tilskrives tilfældet. Det var nemlig vinden. Det blæste iflg. DMI 14 m/s fra vest, hvilket vil sige lige i ryggen. Og i 70 meters højde giver det altså nogle gevaldige skub. Hver gang jeg følte et skub accellerede jeg med vinden i de 5-7 sekunder det varede (og overhalede hvergang 8-12 andre løbere). Det har givetvis givet nogle sekunders ‘gratis’ forbedring :)

Omkring 14 km var det ned af broen og der døde min iPod. Det var lidt træls, for der begyndte det at gøre ondt (på bagsiden af lårene) og jeg ville gerne kunne have dopet mig med hård rock. Nu blev jeg i stedet lidt for opmærksom på at det gjorde ondt, og jeg skal indrømme, at fra vi nåede i land talte jeg kilometer – eller rettede hundrede-meter. Til sidste var et sgu hårdt, men jeg viste jeg kunne holde tiden under to timer, pga. min gode tid ved 12 km, og da vi rundede 20 km var det som om at smerten fortog sig med en pre-sejrsrus. Til sidst rundede man et hjørne og så var der vel 150 meter tilbage.

Mærkeligt at observere hvordan 2/3 gik fuldstændigt i stå da de opdage at de kun har 150 meter tilbage. Seriøst, der var mange der løb i samme tempo som jeg som over et stykke på 2-3 meter gik fuldstændigt i stå og begyndte at gå. Så tæt på målet!?

Jeg gav den gas, og fyrede det sidste af. 95% af max puls. Fuck, det var fedt at løbe over stregen og vide at jeg havde gjort det under to timer :) (1t 56m 45s for at være præcis)

En halv meter efter stregen var det så ikke så fedt, for det løb jeg ind i en mur af stillestående, svedige og prustende mennesker. Ingen kunne flytte sig, fordi alle bare stoppede efter stregen!

Fik noget at spise, fandt Niklas (der løb i 1t54m – fa’me flot for et første halvmarathon, Niklas!) og tørt tøj på.

Hva’ så nu? Hved det ikke, men jeg skal have booket nogle flere løb, for ellers går jeg i stå igen. Har booket Erimitageløbet den 10. oktober (sammen med Pernille, Rikke og Niklas) men jeg må have flere lange løb, så jeg fortsætter med at holde de lange distancer i min træning.

Skal det være en marathon næste gang?

Ved det sgu’ ikk’. Men jeg må indrømme, at jeg er fristet! Tygger lidt på det…. tygger. Tygger.

UPDATE (21. juni): Blev nr. 9.404 af alle løbere… slået af ikke mindre end 9.000 konkurrenter.

Men også vinder over 21.000 andre og komfortabelt i den bedste tredjedel.